DET KAN DU OPLEVE

Du gør forskellen i Den Hvide Verden
Du kan komme helt tæt på de forskellige uddannelser, der er på et hospital, når Aalborg Universitetshospital slår dørene op til et kæmpe arrangement i Medicinerhuset på Syd. Den Hvide Verden er en uddannelsesmesse, hvor du kan møde alle de mennesker, der får et moderne hospital til at fungere. Vær også med, når Reality Hospital tager dig helt med ind i maskinrummet og oplev, hvordan vi arbejder.
Reality Hospital
Hvis du besøger Reality Hospitalet, kommer du helt tæt på og får et virkelighedstro indblik i, hvordan de mange forskellige faggrupper i praksis arbejder sammen, når en svært tilskadekommen patient kommer ind på hospitalet, efter en alvorlig ulykke.
Reality Hospitalet afvikles to gange i løbet af messens åbningstid kl. 16.15 og 17.15
Hent en billet, når du ankommer til messen. Så er du sikret en plads og kan bruge ventetiden til at opleve alle de spændende stande. Billetterne udleveres ved infostanden ved indgangen til Medicinerhuset. Der er 200 billetter til hver afvikling.
Når Reality Hospitalet ikke er ”live”, kan du møde faggrupperne på deres stande rundt på messen. Benyt lejligheden til at få svar på eventuelle spørgsmål.
Mød disse faggrupper og samarbejdspartnere:
På Den Hvide Verden kan du møde et bredt udsnit af faggrupper på hospitalet - fx fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker, portører, læger, sundhedsadministrativ koordinatorer, bioanalytikere, jordemødre og neurofysiologiassistenter.
Faggrupper
-
Ambulancebehandler
En ambulancebehandler rykker ud, når mennesker kommer til skade eller er syge. På uddannelsen træner du bl.a. forskellige typer af nødhjælp. Som ambulancebehandler rykker du ud ved ulykker eller sygdom og hjælper mennesker, der har brug for redning eller akut behandling.
På uddannelsen lærer du at udføre redningsarbejde og behandling på ulykkesstedet og i ambulancen. Du lærer også at transportere syge eller tilskadekomne mennesker hurtigt og sikkert til hospitalet. Ambulancebehandlere kan arbejde ved private operatører eller ved regionerne.Paramediciner
En overbygning på ambulancebehandleruddannelsen
Uddannelsen er en overbygning til ambulancebehandleruddannelsen, og paramedicineren har derfor altid ansvaret for behandlingen af patienten. Paramedicineren kører både med akutte og ikke akutte patienter, dog primært akutte – og kan også fungere som assistent for akutlægen på lægeambulancen. Du skal have fungeret som ambulancebehandler i minimum 3 år, før du kan blive uddannet paramediciner.PT-redder
En PT-redder kører liggende patienter til / fra sygehuse, plejecentre, eget hjem mv. På uddannelsen lærer PT-redderen om at tage hånd om den syge patient og om forskellige forflytningsteknikker.
På messen kan du blandt andet
- se en ambulance, akutbil og et patienttransportkøretøj indefra
- høre om uddannelsen til Ambulancebehandler, Paramediciner og PT-redder.
-
Fokus for sygeplejen i AMA er at sikre tilrettelæggelse af hensigtsmæssige patientforløb samt yde pleje og behandling af akutte medicinske patienter (eller akutte abdominalkirurgiske) på et højt fagligt niveau.
Dette indebærer:
- Optimal patientobservation.
- Hurtig diagnostik og igangsættelse af relevant behandling.
- Optimal akut sygepleje.
- Opstilling af pleje og behandlingsplan inden for 24 timer.
- Relevant viderevisitering eller hurtig udskrivelse.
- Optimalt samarbejde med andre diagnostiske og terapeutiske afsnit.
- Optimal anvendelse af sengekapaciteten i medicinsk og abdominalkirurgisk regi.
- Tæt samarbejde psykiatrisk team, misbrugskonsulent, udskrivningsenheden, geriatrisk læge og fysioterapeutisk-/ergoterapeutisk team.
- Tæt samarbejde med primærsektor.
I AMA arbejder vi med akutsygepleje, hvilke vil sige, at vi er forberedte på at vores patienters tilstande kan være uforudsigelige og ustabile. Vi arbejder bl.a. med triage, TOKS og ABCDE algoritme og er i stand til at vurdere behov for optimering af patientens tilstand og igangsætte dette.
På messen kan du blandt andet
- Hør om akutsygepleje til akutte, medicinske patienter
- Hør om kapacitetskoordination for hele Aalborg Universitetshospital
- Introduktion med mentorordning og kompetenceudvikling
-
Bioanalytikerne finder svar!
Kort sagt varetager bioanalytikeren prøvetagning, analyse af diverse patientmateriale, fremstilling af lægemidler og noget patientvejledning. Fysisk vil patienterne primært møde os, når de får foretaget en skanning, taget et EKG eller en blodprøve.
I laboratorierne er det også bioanalytikerne, der analyserer al prøvemateriale fra patienterne som fx urin- og blodprøver, podning for bakterier eller fjernede knuder med fokus på mulig kræft. Ydermere er det bioanalytikere, der kvalitetssikrer det blod, der gives til patienter, som har behov for dette.
På messen kan du blandt andet
- Se, føle og opleve bioanalytikerens arbejde med bl.a. væv, skanninger, bakterier og mennesker.
- Prøv at tage en blodprøve.
- Høre om 5 specialer… én uddannelse.
-
En børnesygeplejerske plejer og behandler syge børn, som er for tidligt fødte og op til barnet er 15-18 år gammelt. Sygeplejersken støtter og vejleder ligeledes barnets forældre.
Sygeplejersken:
- måler blodtryk, puls, temperatur mv.
- håndtere det tekniske apparatur, som bruges i behandlingen af barnet
- giver medicin.
- observerer barnets almentilstand.
- sørger for, at barnet får mad og drikke.
I behandlingen af børn indgår mange pædagogiske overvejelser, da et godt samarbejde med barnet, har stor betydning for, om barnets behandling kan gennemføres.
På standen kan du blandt andet opleve
- Overvågning, pleje og behandling af for tidligt fødte samt syge nyfødte
- Pleje og observation af akut syge børn
- Transport af nyfødte
-
Mød et speciale med mange faggrupper.
På Endokrinologisk Afdeling undersøger og behandler vi patienter med medicinske hormonsygdomme som diabetes, stofskiftesygdomme, binyrelidelser, forhøjet kolesterol samt behandling af svær overvægt.
Du vil på Den Hvide Verden møde klinikere, der arbejder med diabetes og hormonsygdomme. Det er sygeplejersker, bioanalytikere og fodterapeut fra Dagafsnittet og Endokrinologisk Sengeafsnit 8V på Aalborg Universitetshospital.
På messen kan du blandt andet opleve
- Lær at måle blodsukker.
- Diabetesteknologi
- Diabetessygeplejerske, fodterapeut, sygeplejerske og bioanalytiker
-
En ergoterapeut arbejder med udgangspunkt i den betydning sygdom og traumer kan have i forhold til at kunne udføre hverdagslivets aktiviteter, samt den enkelte borgers behov og muligheder.
Ergoterapeuter undersøger, vurderer, rådgiver, behandler og genoptræner for at fremme den enkeltes mulighed for aktivitet og deltagelse i hverdagslivet både under - og efter indlæggelse. Som en del af dette indgår afprøvning og tilpasning af hjælpemidler som kompensation for nedsat funktion.
På messen kan du blandt andet opleve
- Undersøgelse af mennesker for hvem hverdagsaktiviteter er blevet en udfordring.
- Eksperter i hverdagens aktiviteter.
- Hjælp til selvhjælp, så mennesker kan deltage i meningsfulde aktiviteter.
-
Dét vi spiser, påvirker vores sundhed, helbred og rehabilitering. Som ernæringsassistent hjælper man patienter, sammen med blandt andet professionsbachelorerne i Ernæring og Sundhed, med at komme sig hurtigere - gennem kosten.
Som ernæringsassistent i Måltider og Ernæring i Region Nordjylland har man ansvar for klargøring af råvarer og produktion af ernæringsrigtig mad, som smager godt, til patienter og personale. Som ernæringsassistent indgår man i udvikling af måltider og komponenter samt i udvikling af den grønne omstilling.
I Måltider og Ernæring i Region Nordjylland arbejdes der fx med
- tilberedning af diæt til patienter med allergier og intolerancer
- tilberedning af kost til småtspisende
- tilberedning af kost til patienter med tygge- og synkebesvær (dysfagi)
- tilberedning af varme måltider
- tilberedning af kolde retter
- oplæring af ernæringsassistentelever
- forplejning til receptioner og møder
- rengøring samt hygiejne og fødevaresikkerhed
- tilberedning af kantinemad til personale.
På messen kan du blandt andet opleve
- God mad til syge og raske
- Ernæring i store gryder
- Smagsprøver
- Mød en ernæringsassistentelev og hør hvordan det er at være elev hos os
-
Farmakonomer og farmaceuter er de kollegaer på hospitalet, hvis primære fokus er lægemidler. På hospitalet indgår vi i et tæt samarbejde med andet sundhedsfagligt personale om at sikre rationel anvendelse af lægemidler med patientsikkerhed i fokus.
På messen kan du blandt andet
- få en snak om hvad vi laver på hospitalet.
- prøv at håndtere blanding af lægemidler.
- få din medicin med hjem til det kommende døgn.
-
Fysioterapeuter kan arbejde på flere af hospitalets afdelinger. Fx i ortopædkirurgisk eller medicinsk/onkologisk team. Fysioterapeuter er også at finde i ambulatorier, som er særlige dagafsnit, hvor fysioterapeuten møder patienten til ambulant kontrol og behandling.
Fysioterapeuten arbejder tæt sammen med mange andre faggrupper på hospitalet. Flere fysioterapeuter arbejder også med ledelse og koordinering på hospitalet.
På messen kan du blandt andet opleve
- Behandling, genoptræning, rehabilitering, sundhedsfremme og forebyggelse
- Berøring og bevægelse
-
Jordemoder
På jordemoderuddannelsen får du viden om graviditet, fødsel og barsel og tiden med et nyfødt barn. Du lærer at vejlede om og at yde omsorg og behandling i hele familiedannelsesprocessen.
Du får undervisning i fødselslære samt en lang række natur- og sundhedsvidenskabelige fag som fx anatomi, fysiologi, mikrobiologi og sygdomslære. Du lærer også om psykologi, pædagogik og samfundsvidenskab, så den studerende kan støtte den nye familie i hele familiedannelsesprocessen.
Som færdiguddannet jordemoder finder du typisk job på forskellige afdelinger på et hospital, hvor man varetager omsorg for gravide, fødende og barslende og nyfødte børn og deres familier. Der er også mulighed for at arbejde med fx hjemmefødsler, samtaler, undervisning, fødselsforberedelse, scanninger og i lægepraksis. De fleste får job på et hospital, men det er også muligt at finde job i fx kommunalt og privat regi.
Sygeplejerske
Uddannelsen til sygeplejerske er meget bred, men da de kvinder der bliver indlagt efter en fødsel ofte er syge, eller deres børn har brug for mad eller observation, kan man også arbejde som sygeplejerske på en barselsgang.
På barselsgangen varetager jordemødre og sygeplejersker de samme opgaver. Opgaverne er meget varierende, da det både er pleje til den “syge” mor der fx har fået lavet kejsersnit, har blødt under eller efter fødslen, har en infektion eller andet. Derudover fylder ernæring til de nyfødte meget. Ammeetablering, sondeernæring, flaske, udmalkning mm.
På messen kan du blandt andet opleve
- En baby fødes
- Se en moderkage
- Hvordan får den nyfødte baby mad?
-
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed (pb-ESU)
En klinisk diætist (KD) vejleder patienter i hvordan kosten sammensættes, så de bedst muligt kan leve med deres sygdom eller bliver hurtigere raske. KD underviser fx læger og sygeplejersker i, hvordan patientens ernæring sikres. KD taler med patient, læge, sygeplejerske, når patienten har haft et vægttab og/eller spiser utilstrækkeligt, så sondeernæring og intravenøs ernæring er nødvendigt. KD kan derudover deltage i forskning indenfor feltet.
På messen kan du blandt andet opleve
- Vurdering og rådgivning om syges behov for ernæring
- Mad og ernæring som led i behandling af sygdomme - bl.a.diabetes, hjerte-, nyre-, mave og tarmsygdom.
-
Som læge på et hospital undersøger du patienter, bestiller prøver og billeddiagnostiske undersøgelser, stiller diagnoser og iværksætter behandlingstiltag. Du vurderer også, om der er behov for henvisning til yderligere undersøgelse og behandling hos speciallæger, ergo- eller fysioterapeut, psykolog eller diætist. Du skal desuden være i stand til at formidle din viden og behandling, så den er forståelig for patienten og de pårørende).
På messen kan du blandt andet
- Prøve at give fx en indsprøjtning eller sy et sår.
- Høre om bachelor- og kandidatuddannelsen i medicin og medicin med industriel specialisering.
-
Praktisk uddannelse: 2,5 år
En neurofysiologiassistent laver undersøgelser, hvor funktionen af et menneskes nervesystem testes.
De undersøger bl.a. menneskers hjernebølger og ser, om der er epileptisk aktivitet. De laver nerveledningsundersøgelser, hvor der ved hjælp af små strømstød kan måles, om en nerve er i klemme eller der evt. er nervebetændelse.
Der er patienter i alle aldre og fra helt raske ambulante patienter til akut dårlige intensivpatienter.
På messen kan du blandt andet
- Se et epileptisk anfald!
- Udforsk hjernen - se hvordan vi læser hjernebølger!
- Snurrer det i fingrene? Her giver vi stød og måler hvor hurtige nervebanerne er!
-
Operationssygeplejersken har ansvaret for det praktiske i forbindelse med operationen. Det vil sige:
- Finder relevante instrumenter, leje, proteser osv. frem.
- Pakker ud og klargør instrumenter under sterile forhold
- Spritter patienten af i følge hygiejniske retningslinjer og lægger den relevante sterile afdækning forud for operationen.
Herefter fungerer operationssygeplejersken som assistent for kirurgen under selve operationen. Den usterile operationssygeplejerske fungerer som “altmulig”-personen, der sørger for alt det usterile, bl.a. tager imod patienten på operationsstuen i samarbejde med anæstesisygeplejersken, styrer røntgenapparatet, sender prøver til relevante samarbejdspartnere, styrer teknikken på operationsstuen, finder instrumenter der mangler og meget andet.
Anæstesisygeplejersken har ansvaret for at modtage patienten på operationsstuen, anlægger venflons, cvk og hvad der ellers skal bruges for at sikre patienten får bedst mulig anæstesi under operationen. Anæstesisygeplejersken har ofte ansvaret for selve bedøvelsen af patienten og er til stede under hele operationen, hvor patienten vurderes og observeres på alle vitale parametre.
Operations- og anæstesi-sygeplejersken indgår i et tæt team-samarbejde med kirurgen og portøren for at sikre en tryg og sikker oplevelse med respekt for den patient, som skal bedøves og opereres.
På messen kan du blandt andet opleve
- Hvad sker der på en operationsstue?
- Mød en anæstesisygeplejerske
- Mød en operationssygeplejerske
- Prøv at bore i en kunstig knogle
- Prøv at intubere en patient
- Prøv at lave en gips
-
Kom og mød læger og sygeplejersker, der arbejder på tværs i 3 forskellige afsnit.
At arbejde i en afdeling som Øre-næse-hals i Region Nordjylland giver mulighed for at variere ens funktioner og arbejdsopgaver.
Når man arbejder i vores ØNH-ambulatorier og OP-afsnit er kerneopgaven kirurgisk behandling og sygepleje, til patienter i accelerende forløb. Der sker forberedelse, planlægning, koordinering og assistance til operation. Dette sker ofte i team med ØNH-læge. I Søvncentret er sygeplejerskerne i team med ØNH-læge om udredning for søvnapnø. Herefter er der selvstændige sygeplejerskeambulatorier, hvor patienterne får udleveret og bliver guidet i brug af udstyr og bliver fulgt med kontrol af behandling ved sygeplejerske.
Vi har også en del akutarbejde i tværfaglige teams, hvor man kan møde ind i skadestue, deltage i traumekald og foretage akutte operationer fx til patienter, der er vejrtrækningstruede.
Relationsdannelse, kommunikation, tværprofessionelt samarbejdsteams, assisterende funktion til operationer, dokumentation, klinisk beslutningstagen/fælles beslutningstagen og klinisk lederskab er typiske sundhedsfaglige opgaver i alle 3 afsnit.
-
Portørens vigtige rolle på hospitalet
Portøren er en central del af hospitalets daglige drift og patientpleje. Når patienter har brug for hjælp, træder portøren til. Det kan være, når patienter skal:
- Transporteres til undersøgelser
- Hjælpes op at sidde
- Gøres klar til operation
- Støttes i deres genoptræning
Portøren spiller også en afgørende rolle i akutte situationer som hjertestop og modtagelse af svært tilskadekomne. Derudover er portøren en vigtig del af hospitalets brand- og katastrofeberedskab.
Ud over patientpleje sørger portøren for transport af hjælpemidler, mad, post, udstyr og affald rundt på hospitalet.Oplev portøren i aktion på messen
På messen kan du se, hvordan portører:
- Giver livreddende hjerte-lunge-redning
- Arbejder som brandvagt og hjælperøgdykker
- Udfører patientforflytninger og korrekt operationslejring
Kom og få et indblik i portørernes alsidige og vigtige arbejde!
-
Dét vi spiser, påvirker vores sundhed, helbred og rehabilitering, derfor er måltiderne en del af behandlingen for patienterne. Som procesteknolog er man med til at udvikle fødevareprodukter og kostkoncepter der tilgodeser den enkelte patient, og deres ernæringsmæssige behov.
I Måltider og Ernæring i Region Nordjylland arbejdes der fx med:
- Produktudvikling af fødevare ift. kvalitet samt ingrediensers sammensætning og funktionelle egenskaber.
- Innovation og konceptudvikling, ift. udvikling af kostkoncepter, herunder gennemførelse af tests og økonomiske overvejelser.
- Fødevaresikkerhed ift. HACCP-analyse, herunder fastsættelse og vurdering af risikofaktorer.
På messen kan du blandt andet opleve:
- Produktudvikling af fødevarer
- Mad som en del af behandlingen for patienterne
- Smagsprøver
-
Som pb-ESU med speciale i Fødevarer og Ledelse eller Sundhedsfremme og forebyggelse arbejder man i hospitalets køkken innovativt og udviklingsorienteret med at sikre ernæringsrigtige og bæredygtige måltider i et produktions- og ledelsesperspektiv.
I Køkkenfunktionerne i Region Nordjylland arbejdes der fx med:
- Kvalitetsudvikling af fødevarekomponenter og måltider
- Hygiejne og fødevaresikkerhed
- Personaleadministration
- Produktions- og menuplanlægning
- Indkøb og kontaktperson til modtagerafsnit.
På messen kan du blandt andet opleve
- Ledelse og koordinering af madproduktion
- Udvikling og kvalitetsstyring af madservice
- Mød studievejleder fra VIA
-
Som ansat i psykiatrien møder du patienter i forskellige aldre; børn, unge, voksne og ældre, der enten er indlagt i et sengeafsnit eller som følges i et ambulatorium.
Det er personalets opgave, sammen med patienten, at lægge en plan, så hverdagen kan komme til at fungere, og det opleves lettere at leve med sygdom og/eller komme sig efter sygdom.
Et ”Sindssygt spændende speciale”!
På messen kan du blandt andet opleve
- Et arbejde i et stærkt tværfagligt miljø
- Gode karrieremuligheder
- Hvordan du kan være med til at punktere fordomme
- Hvordan du kan gøre en forskel
-
Radiografen udfører selvstændigt, røntgenundersøgelser af hele skelettet samt MR og CT skanninger. Radiografen assisterer og samarbejder med radiologen ved ultralyds undersøgelser og dynamiske undersøgelser, hvor der ex. anvendes kontrast i blodkar. Radiografen skal forene teknologien i mødet med patienterne, således at patienten føler sig set, hørt og mødt.
En radiograf kan arbejde på en billeddiagnostisk, en stråleterapeutisk og en nuklearmedicinsk afdeling. Det er muligt at efter uddanne sig til beskrivende radiograf, hvor det så i stedet for radiologen, er radiografen der diagnosticerer røntgenbillederne.
På messen kan du blandt andet
- Se det, som ingen andre ser.
- prøve at tage et røntgenbillede.
-
Vores rengøringsteknikere arbejder på alle matrikler tilhørende Aalborg Universitetshospital samt i Psykiatrien. Du har mulighed for at komme ind som ufaglært og prøve kræfter med jobbet som rengøringstekniker og blive uddannet henad vejen hos AMU i Aalborg.
Som rengøringstekniker arbejder du tæt sammen med de øvrige faggrupper på hospitalet og er hver dag med til at gøre en forskel for patienterne.
Der er stor mangfoldighed i opgaverne, der varierer fra rengøringsopgaver på hele hospitalet fra rengøring i sengeafsnit, ambulatorier, skadestue og operationsafsnit til servering af patientmad, serviceopgaver eller specialopgaver med rengøring af blandt andet udstyr til kikkertoperationer og renrumsrengøring.
På uddannelsesmessen kan du for eksempel:
- Møde undervisere fra AMU Nordjylland og høre om, hvordan du bliver uddannet til rengøringstekniker
- Møde en driftstræner, der selv er rengøringstekniker og kender opgaverne samt er den, der er med til at lære op ved opstart i jobbet
- Høre nærmere om de mange forskellige opgaver, som vi løser på hospitalet
-
Ansættelse ved sexologisk Center
En ansat ved Sexologisk Center har uddannelse som sygeplejerske, læge, psykolog eller lægesekretær. Efterfølgende tilegnes viden om sexologi, om hvordan biologiske, psykiske og sociale elementer i samspil har betydning for seksuallivet. Derudover arbejdes med vejledning i seksuelle hjælpemidler samt seksuelle dysfunktioner og med elementer fra parterapi. Arbejdsopgaven består i både udredning af seksuelle dysfunktioner samt behandling af disse.
Ansættelse ved Center for kønsidentitet
En ansat ved Center for kønsidentitet har uddannelse som læge, psykolog sygeplejerske eller lægesekretær. Herefter tilegnes viden om udviklingen af kønsidentitet, betydning og beskrivelse af kønsligt ubehag og differential diagnostiske overvejelser. Arbejdsopgaven er at varetage journaloptagelse i forbindelse med ønske om kønsbekræftende behandling, kontrollere kønsbekræftende behandling samt tilbyde støttende samtaler i processen med transition. Derudover arbejdes med at indsamle forskningsmæssig viden omkring transkønnethed.
Ansat ved Center for voldtægtsofre
En ansat ved Center for voldtægtsofre har en uddannelse som socialrådgiver, psykolog eller lægesekretær. Herefter tilegnes viden om akut traumereaktioner og behandling af disse. Der er samarbejder med andre instanser, såsom politi og skadestuen. Derudover arbejdes med forskningsmæssigt at indsamle viden omkring voldtægtsområdet.
Oplev her:
- Se & rør ved seksuelle hjælpemidler
- Center for Kønsidentitet: Udforsk fordomme om køn
- Center for voldtægtsofre: Hvad tilbydes af behandling
-
En social- og sundhedsassistent tager sig af patienten i tæt samarbejde med de øvrige faggrupper og selvfølgelig i samarbejde med de pårørende.
En social- og sundhedsassistent yder sygepleje og omsorg - og doserer medicin, giver injektioner, anlægger venflon, blærekateter, varetager sårpleje, stomipleje osv.
Social- og sundhedsassistenten har særligt fokus på relationen og på at arbejde forebyggende og rehabiliterende.
På messen kan du blandt andet opleve
- De nyeste velfærdsteknologier
- Den praktiske vej ind i sundshedsverdenen
- Huen til dig der vil arbejde med mennesker
-
En socialrådgiver på et hospital har som primær opgave at give råd og vejledning til patienter og pårørende i forbindelse med deres sygdom/indlæggelse og behandling. Socialrådgiveren har socialfaglig viden om lovgivning i relation til de forskellige patientgrupper og socialmedicinsk viden om specifikke sygdomme og deres sociale konsekvenser. Vejledningen sker i tværfagligt samarbejde med hospitalets øvrige faggrupper.
På messen kan du blandt andet opleve
- Sundhedssocialrådgiverens funktion
- Helhedsorienterede og tværfaglige patientforløb
- Brobygning mellem hospital og kommuner
-
Som fodterapeut behandler du alle problemer i relation til fødder.
Du arbejder med rådgivning og forebyggelse. Du rådgiver sportsfolk og afhjælper sportsskader i form af vejledning om udøvelsen af sport, om fodtøj og fremstilling af indlæg.
Fodproblemer i relation til børn og unge er ligeledes et vigtigt område, hvor specielt fodtøjet er vigtigt.
Ældre eller personer med sygdomme, der i særlig grad kræver pleje af fødderne, fx sukkersyge og kredsløbssygdomme er et af fodterapeutens specialer.
Her samarbejder du med andre faggrupper: Læger, håndskomagere, fysioterapeuter, sygeplejersker og kiropraktorer.
Derudover arbejder fodterapeuten med at behandle hård hud, ligtorne, fortykkede negle, nedgroede negle m.m.
En fodterapeut kan også orientere om mulighederne for tilskud til behandlingen.
På messen kan du blandt andet opleve
- Få en snak om hvad en fodterapeut laver.
- Hør om uddannelsen og dens indhold.
- Prøv en fodscanner og hør om dine eventuelle fejlstillinger, samt behandlingsmuligheder.
Læs mere på https://tradium.dk/erhvervsuddannelser/autoriseret-fodterapeut/
-
Den sundhedsadministrative koordinator er den ´røde tråd i den hvide verden´, som får tingene til at gå op og fungere i dagligdagen.
Sørger for, at andre faggrupper får de rette informationer til at løse deres opgaver. Koordinere og dokumenterer patientens forløb i form af planlægning, skrivning og registrering og er bindeled til samarbejdspartnere i sundhedsvæsenet, fx kommune eller egen læge. Fungerer også som kontaktperson og informationskilde for patienter og pårørende.
På messen kan du blandt andet
- Møde den administrative røde tråd i den hvide verden.
- Høre om uddannelsen, som har afløst lægesekretæruddannelsen.
-
På NHH (Neuro-Hoved-Hals) kan du lære spændende sygeplejeopgaver inden for neurokirurgi, øre-næse og hals samt øjen- og kæbekirurgi. Du plejer patienter i alle livsfaser. Du vil lære om, hvilke behov syge mennesker har - og du lærer, hvordan du kan støtte dem. Du lærer også at give medicin og bruge teknisk udstyr.
Faglig sparring er en del af vores DNA, så du indgår i praktiske fællesskaber og deltager i faglige drøftelser og undervisning. Du bliver en del af et lille team, så du føler dig tryg og bliver støttet, og senere kan du selvstændig udføre opgaver.Oplev her
- Prøv puslespil om hjernen
- Se trakealtube, en kunstig luftvej i halsen
- Se dræn i hjernen
-
I hele Opvågningen er der i alt 41 pladser fordelt på 6 forskellige satellitafsnit.
Her modtages patienter fra alle kirurgiske specialer samt i sjældnere tilfælde intensive og intermediære patienter. Opvågningen modtager elektive indlagte patienter samt dagkirurgiske patienter fra øre, næse, hals specialet samt fra ortopædkirurgien. Derudover modtager Opvågningen traumepatienter fra Skade-modtagelse. Alle patienter i Opvågningen er monitorerede og vil altid være tæt observeret at den enkelte sygeplejerske, som kan have ansvaret for 1-3 patienter
Opvågningen har et højt fagligt niveau og arbejder ud fra evidensbaserede instrukser i PRI. Personalet i Opvågningen er gode til kvalme og smertebehandling, stabilisering med inotropi og generelt oplært i at give en kompetent pleje til den kirurgiske patient.
Opvågningens personalet har et tæt tværprofessionelt samarbejde, som også indbefatter at kunne assistere til anlæggelse af smertekatetre, blokader, epidural kateter mv.
Oplev her
- Hør om hvordan vi håndterer de meget forskellige patienter vi modtager
- Hør om hvorfor vi er gode til kvalme og smertebehandling
- Se et bredt udvalg af det udstyr vi arbejder med:
Opvågningsskema, Medicin pumper, IV medicin, Aterie kateter, Monitoreringsudstyr og Akupunktur nåle
-
Forsvarets Sanitetskommando
Oplev de forskellige opgaver som vores sundhedsfaglige reserve løser på tværs af alle værn i Forsvaret. Bliv klogere på hvilke vigtige opgaver og roller som vores læger og sygeplejersker udfylder og hvad det betyder at være en del af den sundhedsfaglige reserve ved Forsvarets Sanitetskommando(FSK).
Forsvarets Sanitetskommando (FSK) er den del af Forsvaret, som varetager Forsvarets sundheds- og sanitetstjeneste. FSK udvikler og rådgiver Forsvaret om sundhedstjeneste, sanitetstjeneste og militær fysisk træning samt står for driften af infirmerierne. Derudover foretager vi sundheds- og sanitetsfaglige inspektioner, udfører sundhedsfaglige trusselsvurderinger og definerer de militære fysiske krav.
Forsvarets Sanitetskommando sikrer soldatens helbred, både herhjemme men også ved internationale opgaver. Vi er i stand til at behandle alvorligt tilskadekomne, ofte under vanskelige og primitive forhold samt sikre hjem transport af vores patienter.
Vores sundhedsfaglige reserve har ud over deres sundhedsfaglige uddannelse gennemgået militær træning og er i stand til at arbejde meget selvstændigt, og tit under pressede forhold.
Oplev her
- Et udvalg af det udstyr vi bruger i vores opgaveløsning, både i felten og på felthospitalet.
- F.eks. brugen af Tournique ved krigsskader
- Hvad det kræver at blive en del af den sundhedsfaglige reserve
- Hør om den uddannelse og træning vores reservister skal gennemgå og hvilke fysiske krav vi stiller til vores personale.
-
Vi er et gastromedicinsk speciale med en sengeafdeling og et ambulatorie.
På sengeafsnittet og i Ambulatorie for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme undersøger og behandler vi patienter med lidelser i spiserør, mavesæk, tynd- og tyktarm, lever, galdeveje og bugspytkirtel.
I vores sengeafdeling arbejder vi i to teams, hvor det ene er vores specialiserede TPN-team, som blandt andet opstarter patienter i hjemmeparenteral ernæring og behandler patienter med kateter sepsis. Det andet team er vores Hepar-team, hvor vi bl.a. behandler patienter med levercirrose, levercancer, hepatit, kronisk pankreatit, Cholesystit, M. Crohn og Colitis Ulcerosa.
Vores ambulatorie består af et dagafsnit, hvor vi giver biologisk medicin til patienter med inflammatoriske tarmsygdomme, eller oplærer patienter til selv at varetage behandlingen derhjemme. Derudover har vi en Leverklinik hvor vi modtager patienter som skal have udført leverbiopsi eller anlagt ascitesdræn. Udover et dagafsnit og en leverklinik har ambulatoriet andre funktioner bl.a.: On Demand, Pancreasambulatorier, sygeplejerskeambulatorie og LVK.
I Afdeling for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme er der altså rig mulighed for at dygtiggøre sig indenfor specialet og dets mange funktioner, enten ambulant, i sengeafdeling eller begge steder.
Oplev her
- Anlæggelse af ernæringssonde og hvorfor får man mad i sonde?
- Se og hør omkring centrale katetre og ernæring heri.
- Lær omkring sygdomme i leveren.
- Lær omkring tarmsygdomme og stomi.
- Hør om hvordan det kan opleves, at leve med tarm- eller leversygdomme.
-
På kardiologisk afdeling har sygeplejersker mange funktioner - på sengeafsnittene, i ambulatorier, behandlingsafsnit og i forskningsenheden.
Vi behandler patienter med hjertesvigt, hjerterytmeforstyrrelser, blodprop i hjertet, hjertestop og hjerteklapsygdomme. Vi behandler både planlagte og akutte patienter og har hjertestopfunktion på hele Aalborg Universitetshospital Syd - så to dage er ikke ens.
På messen kan du blandt andet opleve
- Hjertestopdukken – kom og giv hjertemassage
- Hjertestopvogn
- Se en pacemaker
Uddannelsessteder
-
SOSU Nord leverer det faglige input, der gør dig i stand til at give livskvalitet til andre mennesker. Vil du arbejde med mennesker, gøre en forskel for andre og have en praktisk uddannelse med masser af muligheder?
SOSU Nord er en af landets største social- og sundhedsskoler. Vores primære opgave er at uddanne kompetent og kvalificeret personale til hele social- og sundhedssektoren og den pædagogiske sektor. På SOSU Nord kombinerer du teoretiske værktøjer på skolen med praktikforløb ved en arbejdsgiver, hvor du afprøver dine færdigheder.
Du skal være glad for at arbejde med mennesker og have lyst til at hjælpe dem, der af forskellige grunde, ikke kan klare sig selv.
Det begynder med et grundforløb
Din vej til social- og sundhedshjælper, pædagogisk assistent med eller uden EUX eller social- og sundhedsassistent med eller uden EUX begynder med et grundforløb. Din alder, hvornår du blev færdig med folkeskolen, og om du har noget erfaring, bestemmer om du skal på Grundforløb 1 eller Grundforløb 2.
Læs om uddannelserne her: SOSU Nord uddannelser
-
På Aalborg Universitet kan du læse mange former for sundhedsuddannelser:
- Medicin (Lægeuddannelsen)
- Medicin med Industriel Specialisering
- Sundhedsteknologi
- Idræt
- Folkesundhedsvidenskab
- Klinisk Videnskab og Teknologi
- Master i Sexologi
- Master i Smertevidenskab
- Kandidatuddannelse i Muskuloskeletal fysioterapi
-
Tradium
Tradium i Randers er en kombinationsskole med mere end 400 medarbejdere, der udbyder ungdomsuddannelser (EUD, EUX, HTX og HHX), voksen- og efteruddannelse og som det eneste sted i Jylland – fodterapeutuddannelsen.
Fodterapeutuddannelsen har moderne klinik- og værkstedsfaciliteter, og du vil derfor møde og behandle patienter som en del af undervisningen. Fodterapeutuddannelsen har desuden et samarbejde med Regionshospitalet Randers om klinikundervisningen, hvor eleverne arbejder på hospitalets afdelinger og diabetesambulatorie.
Til elever med lang transport har uddannelsen et antal pladser på Tradiums skolehjem – Tradium College, som du kan søge om at benytte i forbindelse med uddannelsen.
-
Professionshøjskolen UCN arbejder med uddannelse, forskning, udvikling og innovation inden for fire områder:
- Business
- Pædagogik
- Sundhed
- Teknologi
Hos UCN vil du opleve et helt særligt studiemiljø og fokus på praktik - og så kan du ofte bygge ovenpå eller læse videre senere i din karriere. UCN har campusser i Hjørring, Thisted og Aalborg.
Fælles er, at alle uddannelser på UCN har obligatorisk praktik, hvor du skal afprøve dig selv og det, du har lært. Uddannelserne på UCN er målrettet kendte, etablerede professioner og er udviklet i tæt samarbejde med brancherne, så du er sikret relevante kompetencer og færdigheder.UCN har uddannelser fra 2 til 4 års varighed. Du kan begynde direkte på en professionsbachelor eller vælge en kortere erhvervsakademisk grunduddannelse.
Dem kan du også møde
-
Læger uden Grænser er en privat, international, humanitær organisation, der yder medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden. Læger uden Grænser udsender ikke kun sundhedsfaglige som læger og sygeplejersker, men bl.a. også administratorer og logistikere.
Derudover kan man være frivillig blandt andet i Aalborg. Frivilliggrupperne planlægger og udfører en række arrangementer for at udbrede kendskabet til organisationens arbejde. Vi fungerer også som ambassadører for organisationen rundt omkring i landet, og vi har flere tidligere udsendte som medlemmer af frivilliggrupperne.
På messen kan du blandt andet opleve
- Mød vores lokale frivilliggruppe
- Se hvordan Læger uden Grænser arbejder
- Hør om dine muligheder som frivillig
-
Et bæredygtigt hospital – betyder det noget for dig, når du tænker på din kommende arbejdsplads?
Kom og få en snak om, hvordan vi arbejder med grøn omstilling på Aalborg Universitetshospital.
Hør om de små tiltag, vi alle kan gøre og om de større strategiske temaer.
Mød Styregruppen for et bæredygtigt hospital
Oplev her• Hospitalets grønne tiltag
• Klimamessen Den Grønne Verden
• Aalborg Universitetshospitals klimahandleplan -
Vikarservice sørger for, at der sendes de rette vikarer ud til alle hospitalerne i Regionen og dele af specialsektoren. Som vikar får du mulighed for at arbejde med alle slags patienter – både dem der er fysisk og psykisk syge, og du bestemmer selv, hvornår og hvor du vil arbejde.
Hvis man er sygeplejestuderende, social- og sundhedsassistent-elev eller lægestuderende er det uden tvivl det mest relevante og spændende studie- og fritidsjob, man kan få. Og udover at blive dygtigere til sit fag, tjener man også gode penge og skaber vigtigt netværk.
Vi har følgende faggrupper – og som du kan se, er det både vikarer under uddannelse og færdiguddannede. Det er altså også muligt at fortsætte som vikar, når man er færdig med sin uddannelse:
- Sygeplejestuderende
- Social og sundhedsassistent-elev
- Medicinstuderende med SPV-kursus
- Social- og sundhedsassistent
- Sygeplejerske
- Social- og sundhedshjælper
- Fysioterapeut
- Ergoterapeut
- Pædagog